Fra regnskab til fællesskab

Holder du regnskab og giver point i dit parforhold? Er prisen magtkampe, misforståelser og en følelse af ensomhed? Alternativet er at styrke det fælles vi, inklusiv de indbyggede forskelle, der er mellem to mennesker. Hvordan kan man gå fra at holde regnskab med hinanden til fællesskab og ønske at give den anden, det, h*n ønsker.

Hvad er regnskab?

Regnskab kan holdes i alle livets domæner. Det kan være børnene, husarbejde, fritid, egne interesser og ikke mindst i selve parforholdet – det emotionelle, intime og praktiske liv vi deler med hinanden.

Det kan se ud på forskellige måder fx

• Jeg vil gerne X, hvis min partner gør Y

Regnskabet får udtryk af en betinget kærlighed. Man siger ja, under forudsætning af en tilbagebetaling et andet sted. Fx jeg kan sige ja til ferie til Spanien, men så skal du altså også holde op med at komme for sent til vores aftaler.

Pointgivningen hemmeligholdes måske, så den anden ikke helt ved, hvornår h*n er nået i mål.

• Det er altid mig som…

Her er det martyren, der er regnskabsholderen. Der er en oplevelse af, at den ene giver mere end den anden og at der ikke bliver tilbagebetalt – enten med anerkendelse eller samme indsats. Det kan blive bittert og måske er der også renters rente - det var ligesom den gang og den gang, hvor du også gjorde.

Relationen bliver ulige, og det bliver svært for begge at føle, at de er gode nok.

• Det er min partner, der er bedst til Z

Den anden er foran på point - og den binære følgeslutning bliver, at jeg er bagud. Regnskabet i minus hos den, der holder det. Din succes får mig til at føle mig mangelfuld. Jeg lykkes ikke på samme måde som dig, du kunne godt dele lidt – eller sørge for at lade mig shine også. Hvis man føler sig uformåen eller mangelfuld kan man trække sig fra fællesskabet. Det bliver ensomt.

Selvom de forskellige domæner ikke kan værdisættes, gør vi det alligevel. Noget koster mere end andet. Det fastsættes i vores eget subjektive system. Værdisætningen kan sige noget om, hvad vi selv synes er vigtigt. Der kan være høj værdisætning, hvis der er noget, vi mener er særlig vigtigt, eller hvis det er noget vi særlig gerne vil være en del af.

Prisen er distance

Når vi har et indre regnskab kørende skabes en distance i parforholdet. Det bliver vigtigt at vinde eller få ret – magtkampen er godt i gang. Resultatet bliver ensomhed og længsel efter nærvær, forståelse og samhørighed. Hvis regnskabet bliver det, man kan være fælles om, vil prisen på sigt måske blive et tabt parforhold.

Polarisering

I magtkampen skabes polariseringen og vi er i opposition til hinanden. Der kommer to jeg’er på spil i parforholdet og ingen vil tabe.

Typisk kommer noget af følgende på spil:

• at have solgt ud af sig selv

• været for sød

• givet sig for meget

• følt sig for lidt

• ikke sat tydelige grænser

Det føles som om der ikke er plads – og så kommer regnskabsblokken frem. Den bliver et forsøg på at få kontrollen tilbage og skabe mere plads. Problemet – og konsekvensen – er, at der sker det modsatte. Det giver ikke mere plads til dig selv, tværtimod. I magtkampen tabes friheden.

Fællesskabet

I stedet for at komme i kamp mod hinanden kan vi favne hinandens forskelligheder. Forskelligheder som måske endda var det, der tiltrak os til en start.

I stedet for at være to jeg'er, bliver parforholdet til to individer, der tilsammen skaber en enhed, et fælles vi. Et yin og yang om man vil.

Vi kunne kalde det polaritet; begge har ladninger og sat sammen skabes en tænding. Med forskelligheden tilføres det fælles vi flere styrker. Sammen kan vi mere. Det bliver ikke en kamp mod hinanden, men en åbning til noget større.

Konflikter vil komme, de er uundgåelige i alle sunde parforhold. Men det betyder ikke, at der er noget galt, blot at det er en mulighed for at blive klogere på sig selv, den anden og parforholdet. Det giver stærkere, dybere forhold.

Forståelse, accept og tålmodighed er nøgleord til fællesskabet. Vi må forstå og acceptere at forskellene findes som et grundvilkår. Vi må have tålmod. Med os selv, den anden og ikke mindst, når/hvor vi hver især bliver irriteret eller provokeret.

I stedet for forhandlinger fra to jeg-positioner, skal det være en dialog, der søger det fælles vi's bedste. Måske får den ene lidt mere end den anden, den ene gang - i rolig forventing om, at det kan være omvendt den næste gang. Det er give and take.

Hengivelse og hyldest til forskelligheden i fællesskabet i troen og viden om, at sammen er vi større.